Dårligt bilklima

Mit første Bilen, Motor & Sport er fra januar måned 1984. Jeg var 11 år. Der er en König-Ferrari på forsiden.  I samme pre-teen periode af mit liv husker jeg ferie og mennesker og steder for, hvilke biler jeg så og hvilke biler menneskerne havde.

Der var Finn, en vognmand min far kendte, der havde en Opel Kadett C, 3 dørs stationcar. "Hvorfor er det specielt"; spørger du med god ret. Det er det fordi Finns Opel Kadett havde el-ruder. Og jeg fik lov at lege i hans bil. Og fik lov at køre ruderne op og ned, op og ned. Og det var første gang jeg prøvede en el-rude.

Der var sommerferier hos familien i det nordlige Tyskland, hvor det første jeg ville var at gå en tur for at se om den stadig var der. Den der Renault Alpine, jeg så sidste år stadig var der. Og om Laila og Heini stadig havde deres metallic-grøne Opel Record. Det havde de ikke. De havde skiftet den med en 2,3 Ford Granada. Meget federe!

Nu har jeg 5 hyldemeter bilblade, bøger, brochurer. Men, kærligheden falmer. Og det er ikke bilernes skyld.
Det er klimaets.
Det er udsigten til biler uden motor, der kører på kløver og støv, der gør mig trist.
Og tanken om at ville køre, elske at køre, begære og beundre biler og så skulle gøre det med dårlig samvitttighed, er næsten ikke til at klare.

Er der ikke en derude, der kan retfærdiggøre min forbudte kærlighed?