hh

Dårligt bilklima

Mit første Bilen, Motor & Sport er fra januar måned 1984. Jeg var 11 år. Der er en König-Ferrari på forsiden.  I samme pre-teen periode af mit liv husker jeg ferie og mennesker og steder for, hvilke biler jeg så og hvilke biler menneskerne havde.

Der var Finn, en vognmand min far kendte, der havde en Opel Kadett C, 3 dørs stationcar. "Hvorfor er det specielt"; spørger du med god ret. Det er det fordi Finns Opel Kadett havde el-ruder. Og jeg fik lov at lege i hans bil. Og fik lov at køre ruderne op og ned, op og ned. Og det var første gang jeg prøvede en el-rude.

Der var sommerferier hos familien i det nordlige Tyskland, hvor det første jeg ville var at gå en tur for at se om den stadig var der. Den der Renault Alpine, jeg så sidste år stadig var der. Og om Laila og Heini stadig havde deres metallic-grøne Opel Record. Det havde de ikke. De havde skiftet den med en 2,3 Ford Granada. Meget federe!

Nu har jeg 5 hyldemeter bilblade, bøger, brochurer. Men, kærligheden falmer. Og det er ikke bilernes skyld.
Det er klimaets.
Det er udsigten til biler uden motor, der kører på kløver og støv, der gør mig trist.
Og tanken om at ville køre, elske at køre, begære og beundre biler og så skulle gøre det med dårlig samvitttighed, er næsten ikke til at klare.

Er der ikke en derude, der kan retfærdiggøre min forbudte kærlighed?

Den umiddelbare forbindelse mellem hedonisme og endetarms-undersøgelser

Hedonisme er læren om lykken. Og den mest simple fremstilling af hedonismen er, at man skal trække mængden af u-lykkelige øjeblikke fra mængden af lykkelige. Målet er så at der skal være størst muligt plus på lykkesiden. Det er egentlig en god målsætning for livet. Mest mulig lykke. Til alle.

På Princeton University forsker man i hedonisme. Og heldigvis på en måde, der er umådelig grotesk og underholdende.

Den anerkendte professor Daniel Kahneman piller ved hedonismens simple definition, ved hjælp af en temmelig særpræget undersøgelse. Kahneman har fået 682 personer til at indvilige i en koloskopi. Det er et rør med et kamera, der føres op gennem endetarmen.
Han delte gruppen i 2 lige store halvdele. Den ene fik foretaget indgrebet på hurtigst mulige tid, 2 min. Indgrebet den anden del af forsøgspersonerne fik foretaget var af længere varighed, nemlig 3 min., men på grund af den længere varighed føltes indgrebet så mere behageligt.
Altså skal hedonisten kunne beregne om 3 minutters ubehagelig endetarmsundersøgelse er værre end 2 minutters meget ubehagelig endetarmsundersøgelse.

Jeg er ikke hedonist og skal derfor ikke have lavet en koloskopi! Men, det kalder jeg forskning.

Hvordan får man den ide, at lykken sidder for enden af en koloskopi?

Annoncering på blog

Skal man have annoncer på sin blog?
Google påstår man kan tjene penge. Men, det kræver vel ret mange faste læsere eller . . . ?

Har du erfaringer med AdSense? Så vil jeg meget gerne høre om det.
Smid kommenterer her. :)

Læsning - for fornøjelsens skyld 3

Dem jeg er færdig med.


I det halve år uden pligtlæsning har jeg også læst et par bøger færdig.
En af dem er  Benn Q. Holms "Hafnia punk". Og jeg kunne meget godt li´den. Selvom den ikke nåede sit forbillede, Nick Hornbys "Fever pitch", til sokkeholderne. Fodboldsubkultur som ramme for mande-karakterer, nærmest fravær af kvinder (og det er ok i en fodbold-bog!) og ret godt tempo. Fart i skrivestilen. Ikke helt som hos Jan Sonnergaard, hvor man næsten skal lægge bogen fra sig, for at få vejret nogen gange, men.. "Hafnia Punk" kan anbefales!

Det kan Bent Jensens biografi om Josef Stalin ikke. Bent Jensen er sikkert dygtig. Men, han hader, hader, hader Sovjetunionen og skuldringen af Stalin når aldrig ud over billedet af en bindegal morder. Og, selv om han var en bindegal morder, så må der have været mere. Men kan man ikke lade den slags historiebøger ligge, så ville jeg lige kige rundt på boghandlerens hylder efter en mere nuanceret skildring end Bent Jensens.
Min sommerferie gik til Paris. 4 dage i Byernes By med min kone og intet program. Skønt. Jeg har for mange år siden købt en Jean Paul Sartre bog , "Ensom blandt mennesker" i et antikvariat og nu var chancen der for at læse pariserintellektuelle Sartre i sin hjemby. Den chance greb jeg. Sartre var eksistentialist. Og det er ikke en feel-good historie. Den er decideret feel-bad! Ingen kommer helskindet gennem Sratre fortælling om sin hovedpersons hykleri og manglende empati og ansvarfølelse. Alle kommer ud af den bog med ar på legeme eller sjæl.

Det samme gør alle i Ulrikke Moustgaards biografi om advokaten Peter Hjørne. Hjørne er kendt for at tage alle sager, der kommer forbi hans skrivebord. Især, hvis de samtidig kan bringe spotlight på Hjørnes egen dagsorden.
Det gik gruelig galt for Hjørne og han mistede retten til at praktisere som advokat i 2 år og fik samtidig en ubetinget fængselsdom på 60 dage, for at lække oplysninger til klienter.
Men billedet, der i bogen tegnes af Peter Hjørne er langt fra det billede medierne har tegnet af ham. Manden, der stædigt tror på at alle har ret til det bedst mulige forsvar og som har haft sager for bla. Peter Lundin. Pia Kjærsgaard og mange flere, fremstår sympatisk, arbejdssom og ægte. Det sidste er altid vigtigt for mig. at, det er tydeligt at hjertet er med. At Hjørne har en sag, der er over sagerne. Nemlig, at alle har ret til det bedst mulige forsvar. Den slags idealister elsker jeg. Og derfor synes jeg bogen er spændende, god og fuld af skæge historie om rockere og andre i Hjørnes hverdag.

Læsning - for fornøjelsens skyld 2

Dem jeg er i gang med.

I min taske ligger en bog. Der ligger altid en bog. en man kan læse i, mens man venter eller kører i bus, tog eller er passager er andet sted.

Den, der ligger der nu er Henrik Jensens "Det ordentlige menneske". en helt iennem uvidenskabelig, men utrolig velargumenteret og velformuleret perle. Henrik Jensen tegner et billede af vores tid, vores civilisation og konkluderer ganske simpelt, at den er i forfald. I forflad på grund af manglende respekt, manerer, autoriteter i samfundet. Der mangler forældre,d er tør sige nej, der mangler lærere, der kan sætte forældre på plads med pædagogisk faglighed. Der mangler respekt for viden.

Jeg er tilbøjelig til, at give Henrik Jensen, der i øvrigt underviser på historiefaget på RUC, ret i de fleste punkter. Den ka´i roligt gå i gang med. Og det er ikke det sædvanlige let-læsningscoaching hurlumhej. Det er også en bog, der lræver at man ind i mellem griber til Google eller til fransk/dansk ordnbogen, hvis man vil have de fine nuancer i argumenterne med.

Jeg har lige haft fødselsdag. Og en af de mange gode ting ved det er, at jeg altid får bøger. Denne gang fik Jeg Morten Sabroes "Du som er i himlen". Det er den han egentlig burde have skrevet om Hillary Clinton, men som han endte med at skrive om sig selv, sin dødsangt og sit forhold til sin mor. NMen, var det ikke hvad man kunne forvente af Sabroe. Som jeg husker de artilkler jeg har læst i tidens løb, har han altid haft svært ved at holde sig til emnet. Bogen er i fuld fart. Jeg har ikke læst mere end 100 sider og tempoet er højt, refleksionerne mang og Sabroe flyver rundt. Jeg håber det hele ender i en lækker sammenfattende slutning.

Sjovest indtil nu har de hudløst ærlige bredsider, Sabroe fyrer af mod Poilitiken og Thøger Seidenfaden været.

Sidst - herhjemme ligger altid kogebøger fremme. Der er altid lige et eller andet man skal se, en ret der skal prøves eller bare lækre billeder af lækker mad.

Den uhyggeligste bog i verden...

... er George Orwells "1984". Læs den.